Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Esper Silkjær takker af

Esper Silkjær takker af
Udgivet af Lene Møller, tir d. 3. maj 2022, kl. 12:04
Refleksioner

Kære menighed

Tiden for mig som sognepræst i Glostrup synger nu på sidste vers. Da jeg har rundet de 66 år, har jeg søgt og fået bevilget min afsked med pension med udgangen af juni måned.

En længere sørejse

Selvom jeg godt kunne være fortsat lidt endnu (indtil jeg bliver 70), har jeg besluttet at tage min afsked, da Lis og jeg gennem længere tid har drømt om at gøre en længere sørejse langs Europas kyster til Middelhavet. Denne rejse vil vi gerne foretage, medens vi endnu er ved godt helbred og har kræfterne i behold. Derfor pakker vi vort bohave i en container, som bliver opbevaret i en lagerhal, og flytter ombord på vores 45 fod store sejlbåd, når jeg forlader embedet. Planen er, at vi afsejler fra Greve Marina søndag den 3. juli kl. 12, men som alt til søs, afhænger det naturligvis af vejret. Undervejs vil børn, svigerbørn, børnebørn, familie og venner stå på og af og sejle med på forskellige strækninger. Vi vil også rejse hjem på kortere og længere ophold, hvor vi vil bo og besøge familie og venner, men vores primære adresse vil være hos vores søn og svigerdatter i Bagsværd.

Kochsvej 11

Vi glæder os meget til denne rejse, men glæden er iblandet et vist vemod, for det betyder også afsked med jer og Glostrup Sogn, der har været min arbejdsplads gennem de sidste 20 år. Min familie og jeg har været meget glade for at bo i præsteboligen her på Kochsvej 11 i Glostrup, og jeg har været utroligt glad for at være jeres sognepræst. Det har været et privilegium.

Tilliden

I har vist mig tillid i glæde og sorg, lyst og nød, medgang og modgang, og samtalerne ved dåb, vielser, bisættelser, begravelser og sjælesorg m.v. har været meget givende og inspirerende. Igen og igen er Kingos ord randt mig i hu, når han siger: ’Alle har sit, stort eller lidt, Himlen alene for sorgen er kvit.’ Derfor gælder det om, at vi opmuntrer hinanden og hjælper hinanden, for omsorgen og kærligheden er som brændstof på en bil – det fylder os med energi, med glæde og taknemlighed.

Gudstjenester og de kirkelige handlinger

Gudstjenesterne og de kirkelige handlinger har været højtider for mig, hvor vi sammen har oplevet velsignelsen og glæden ved Herrens ord og ved sangen og musikken. Det har løftet, når det har været svært, og det har skabt fest ved både gudstjenester, dåb, konfirmationer og vielser. Fællesskabet ved gudstjenesterne og de kirkelige handlinger er med til at bære os gennem livet. Derfor synger vi også med Ingemann:

Lover Herren! Han er nær,

når vi sjunge, når vi bede;

samles i hans navn vi her,

er han midt blandt os til stede.

Pris ham, gamle, pris ham, unge!

Pris hans navn, hver barnetunge!

 

Pandemien

De sidste par år med Covid-19 med varierende smittetryk og skiftende restriktioner har derfor også været lidt af en prøvelse for både menigheden, medarbejderne og menighedsrådet. Det gør ondt helt ind i sjælen, når man f.eks. ved en bisættelsessamtale må meddele de pårørende, at de ikke kan have hele familien med ved bisættelsen pga. myndighedernes areal- og afstandskrav. Heldigvis er pandemien klinget af, og vi er ude af restriktionernes favntag, og med sommeren går vi nu mod lysere tider også for kirkelivet og fællesskabet i Glostrup.

Tilbageblik

20 år er egentlig ikke så lang tid set i det store perspektiv (Glostrup Kirke har jo stået her siden 1100-tallet), men set i bakspejlet er der alligevel sket rigtig meget i den tid jeg har været i Glostrup. Da jeg kom til Glostrup i 2002, skrev vi stadig med pen og blæk i kirkebogen, og der var hverken iPhone eller iPads, men min kollega Ole Aasted havde dog givet sognet et digitalt ansigt med en hjemmeside.

Digitaliseringen

Siden er både samfundet og kirkebogen blevet digitaliseret, så postkassen ude ved vejen nærmest kun bliver brugt til aviser og reklamer. Det har gjort mange ting lettere. F.eks. har sognet nu en elektronisk kalender, hvor alle medarbejdere kan skaffe sig et overblik over, hvad der sker i sognet, hvor det tidligere kun var kordegnen, som havde overblikket via en håndskreven kalender på kontoret. Men digitaliseringen har også sat mange af på perronen, som har svært ved at følge med udviklingen, fordi den personlige kontakt på posthuset, i banken, på rådhuset eller kirkekontoret har været vigtig for dem. Det kan godt virke, som om samfundet er blevet mere koldt og upersonligt, fordi digitaliseringen lægger op til selvbetjening. Der er således en bagside af medaljen, som har store konsekvenser for mange af vore medborgere, og ligeledes kan få stor indvirkning på hele samfundets mentale og psykosociale indstilling og tilstand. Her er et område, som fordrer en vist opmærksomhed i fremtiden.

Kirkens Genbrug

Lige fra begyndelsen har jeg været med til at oprette Kirkens Genbrug i Glostrup, som slog dørene op i februar 2003. Det har vist sig at være et rigtig godt aktiv for sognet, dels fordi der herigennem genereres midler til hjælp og aktiviteter i sognet, dels fordi enlige og ensomme i Kirkens Genbrug kan være med i et arbejdsfællesskab, hvor man kan yde efter evne og nyde efter behov. I alle årene har det været mig en stor glæde at være formand for dette arbejdsfællesskab, som har været til velsignelse for mange.

Menighedsplejen

I den forbindelse kan jeg heller ikke lade være med at nævne Glostrup Sogns Menighedspleje, som vi oprettede i 2005, og som varetager administrationen af det overskud fra genbrugsbutikken, som tilfalder sognet. Det er menighedsplejen, som sørger for, at der er midler til uddeling som julehjælp til betrængte familier, og som arrangerer juletræsfesten og mange andre aktiviteter med særlig fokus på ensomme og ressourcesvage familier. Det arbejde har været en stor glæde for mig at være med i.

En flagstang

”Hvilke aftryk har du sat dig i sognet?” spurgte en venlig sjæl, som hørte, at jeg havde søgt min afsked. ”En flagstang ved Glostrup Kirke!” svarede jeg med et smil og et glimt i øjet. Når jeg tænker på diskussionerne i menighedsrådet om en flagstang ved Glostrup Kirke, så kan jeg alligevel ikke lade være med at more mig lidt. I Rom sluttede Cato den ældre (234-249 f.Kr.) sine taler i senatet med: ”I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges". På lignende måde sluttede en ældre dame i menighedsrådet sine indlæg i rådet med: ”I øvrigt mener jeg, at der bør være en flagstang ved Glostrup kirke!” Jeg kan endnu mærke, hvordan nogle krummede tæer over hendes vedblivende insisteren. Det faldt i min lod at bisætte hende, og jeg kunne ikke dy mig for at nævne hendes insisteren på en flagstang ved Glostrup Kirke. Det fik en ældre herre fra følget til at skrive en stærk opfordring til menighedsrådet om en sådan flagstang, og da jeg havde fået tilsagn fra nogle i sognet, der godt ville være med i et flaglav, som ville varetage flagningen ved kirken på de officielle flagdage, blev et flagreglement enstemmigt godkendt i menighedsrådet, og en flagstang blev indkøbt og rejst af menighedsrådet.

Klokketårn og ny sognegård

Meget kan lade sig gøre i Glostrup, når man samarbejder om det. Således fik Østervangkirken sit klokketårn og således også den nye sognegård, som menighedsrådet har ønsket sig og arbejdet for siden 2006. Det har kostet mange kræfter og mange intense drøftelser både med medarbejderne og i menighedsrådet, og det er kun lykkedes, fordi der trods flere menighedsrådsvalg og dermed følgende udskiftninger har været en vis kontinuitet og godt samarbejde i menighedsrådet. Det er en kraftpræstation, som nu er ved at krones med held, og som vil blive til stor glæde for både medarbejderne og menigheden, ja, for hele sognet i mange år fremover.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at huset havde stået færdig for to år siden, og at jeg havde fået mulighed for at være med til at udfylde rammerne med forskellige aktiviteter for hele sognet – så hvorfor ikke blive? Det korte svar er: jeg bliver ikke yngre, jf. i øvrigt min indledning.

Taknemlighedsgæld

Jeg har været meget glad for at være præst i Glostrup. Det er et sted, hvor arbejdet kommer til én, og hvor man aldrig bliver arbejdsløs som præst. Jeg har desværre ikke nået så mange hjemmebesøg, som jeg gerne ville, men jeg har mødt så mange dejlige mennesker, at jeg for altid vil stå i taknemlighedsgæld til Glostrup.

Menighedsråd og medarbejdere

I alle årene har jeg oplevet et menighedsråd, som vil både menigheden og medarbejderne – et menighedsråd, som yder en kæmpe indsats, som har den gode vilje og vil det gode samarbejde. Når det ikke altid lykkes, er det ikke altid menighedsrådets skyld. Gennem mine 20 år i sognet har der naturligvis være en del udskiftninger i medarbejderstaben, da nogle har søgt andre græsgange, medens andre er gået på pension. Sådan vil det være, men generelt har det været kendetegnende for Glostrup sogn som arbejdsplads, at medarbejderne har lang anciennitet her på stedet.

Præstekollegiet

Det har været en stor glæde for mig, at der har været denne stabilitet i medarbejderflokken, hvad enten det er på kirkegården eller i kirken, og ikke mindst har det fyldt mig med glæde og taknemlighed, at vi i præstekollegiet altid har kunnet tale sammen og finde fælles løsninger og fælles indstillinger til menighedsrådet. Der har altid været en gensidig respekt, hvor det har været sagen og ikke personen, som har været i fokus, og hvor meninger og synspunkter har kunnet brydes i en kollegial respekt- og tillidsfuld atmosfære.

Tak

Der har været så mange dejlige og fantastiske oplevelser ved at være præst i Glostrup, som f.eks. skovturene med medarbejderne og menighedsråd, de store menighedsrejser til Rom, Grækenland og Spanien, tredagsrejserne med Menighedsplejen til Sydslesvig og Nord- og Vestjylland, udflugterne med Onsdagstræf og Kirkens Genbrug, koncerterne i kirkerne og sammenkomsterne ved de mange forskellige arrangementer og osv., og jeg tror og håber, at afskeden også vil blive mindeværdig. For den tillid I har vist mig gennem de sidste 20 år, vil jeg gerne takke jer alle for.

Afskedsgudstjeneste

Der bliver afskedsgudstjeneste søndag den 12. juni kl. 11.30 i Østervangkirken med efterfølgende reception i menighedslokalerne.

Esper Silkjær