Velkommen til organist Merete Kuhlmann

Udgivet man d. 11. nov 2019, kl. 12:45
Refleksioner

Menighedsrådet måtte i sensommeren i gang med at finde en ny organist til Glostrup Kirke. Vores dygtige og afholdte organist gennem tre år, Troels Brøgger Hansen, fandt tiden inde til at fortsætte sit virke et ny sted, så ham sendte vi med gode ønsker videre til Søborg Kirke ved København midt på sommeren.

Menighedsrådet udvalgte blandt en stribe ansøgere fire kandidater til prøvespil og samtale. En af disse – Merete Kuhlmann – udmærkede sig med en meget lang erfaring som organist i forskellige kirker og demonstrerede et højt niveau både i orgelspil og korledelse. Så valget faldt på hende, og hun tiltrådte i Glostrup Sogn d. 1. november.

Ved sin tiltræden fortalte Merete om sig selv: 

”Jeg glæder mig meget til at begynde at lære kirken og det store sogn at kende. Jeg ser frem til at indgå i en masse af det allerede eksisterende kirkeliv og i de nye spændende ting, som venter i sognet, fx arbejdet med den kommende nye Sognegård ved Glostrup Kirke og ”Gudstjenestens År 2020” i begge kirker. Jeg er 57 år og har arbejdet som organist i Folkekirken i mange år, siden jeg blev uddannet ved Konservatoriet i Århus. Aktuelt kommer jeg fra en stilling ved Dyssegårdskirken i Hellerup, hvor jeg har været i godt halvandet år, og før det var jeg 16 år ved Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Musikalsk er jeg primært klassisk funderet, men også nysgerrig på mange andre genrer. Jeg skriver selv musik, mest kirkemusik, og især for kor til gudstjenestebrug. Jeg er gift med Christian, som er organist ved Enghave Kirke på Vesterbro, og i skrivende stund står vi midt i flyttekasserne, i færd med at flytte fra Roskilde til Valby. Jeg har to voksne sønner + svigerdøtre, og desuden en bonussøn og en bonusdatter – ligeledes voksne. I min fritid holder jeg bl.a. af at gå til koncerter og opsøge andre kulturelle inspirationer, og desuden er jeg glad for at cykle og vandre og være i naturen. Jeg er klar over, at det tager tid at lære et nyt sogn at kende – der er mange nye ansigter, og det varer minimum et år, før man har mødt de fleste af sognets forskellige traditioner og særkender. Men jeg er fuld af fortrøstning via de første spændende møder med præster, kommende kolleger, korsangere samt forskellige fra menighedsrådet, som jeg alle glæder mig meget til at samarbejde med! 

 Venlig hilsen Merete Kuhlmann.”

Ophavsret: