Søndagens prædiken

Udgivet af Carl-Erik Denning, søn d. 15. mar 2020, kl. 09:33
Prædikener

På den første søndag hvor kirkerne er lukkede, har Andreas Thom sendt denne prædiken.

Kære alle.

Østervangkirken og Glostrup Kirke er lukkede. Vi må nøjes med at se på dem udefra, og have kirkerummet for vores indre blik. Her er en prædiken eller måske snarere en meditation over dagens evangelietekst. Den afsluttende taksigelse er af Helle S. Søtrup fra hendes samling af bønner, Send flere engle.

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet 8,42-51

”Blæsten kan man ikke få at se. Det’ der ikke noget at gøre ved ”. Det er en sang, som jeg, som barn lyttede meget til på et helt tyndslidt kassettebånd. Blæsten kan man ikke få at se, men man kan se, at den har været der. Som da jeg torsdag middag kunne se ud af mit vindue, at stormen ikke blot havde væltet min plasticcontainer til haveaffald, men også den tunge, bastante skraldespand til dagrenovation. Den plejer ellers altid at stå, hvor den står. ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”, siger Jesus i dagens evangelium. Men heller ikke døden kan man jo få at se. I hvert fald ikke vores egen. Så længe vi lever, er den, der ikke. Og når vi ophører med at leve, så kan vore øjne ikke længere se noget som helst. Men alligevel kan døden være utrolig nærværende og sætte sine spor og sine mærker på livet. Sådan som vi oplever det i disse dage, hvor vi ikke kan så meget andet end at sidde herhjemme og lytte til pressemeddelelser med de nyeste smittetal uden rigtig at vide, om vi venter på en katastrofe eller ej. Og med meddelelser om de sidste nye tiltag og stramninger, der uden tvivl er rigtige og nødvendige, men som alligevel vælter vores danske verden omkuld på en måde, som de færreste af os nok i vores vildeste fantasi havde regnet med for bare 14 dage siden. Og i skrivende stund er solen omsider brudt frem. Den skinner nu for alvor over land og by. Og den skinner ned i min have, hvor de første træer og buske nu lige så forsigtigt vover at springe ud med små spæde lyserøde og hvide blomster. Det er koldt, men med en god varm trøje på, er det dejligt at gå lidt rundt derude og misse uvant mod solen. Og så ellers prøve at ignorere det grå, nærmest gennemsigtige spøgelse, som jeg fornemmer går rundt på stien bag de høje træer. Jeg kan se mennesker gå tur på stien enkeltvis eller to og to. Nogle med en hund i snor. Mon de også fornemmer det grå spøgelse, der er så svær at få øje på og holde fast. Det hjælper at sætte navn på. Det man kan sætte navn på, kan man bedre få styr på og kontrollere. Og det er det, som Jesus gør. Han kaldet det grå gespenst for ”Løgnens fader”. ”Han har været en morder fra begyndelsen”, siger han om ham, ” og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.” Hvad er det så, han lyver om, Løgnens fader? Hvad er det for en løgn han er, og som han vil have os til at lytte til? Det er ikke til at høre, hvad det er. For det er så lavt. Hvad er det, som han har hvisket i ørerne på den gruppe, som diskuterer så højlydt med Jesus i dagens evangelium? Måske er det bare en ordløs susen af bange anelser og ængstelse, for det, som man ikke kan se. Men som man alligevel nu fra det ene øjeblik til det andet ser tegn på her og der og alle vegne, og som får dem alle sammen til at få mord i øjnene, da de ser Jesus. De ser ham ikke som en, der er sendt af Gud. De ser ham ikke engang som et medmenneske. De ser ham som en anden. Som en fremmed. Som utilregnelig. Som en der vælter korthuset. Som en trussel. Som en, man skal holde sig fra, eller om nødvendigt rydde af vejen. Og nu er det så svært at forstå, at de ikke kunne se, at han kom dem i møde med kærlighed. Hvorfor var de så ude af sig selv. Hvorfor blev de grebet af al den vrede, der fik dem til at slå ham ihjel? Nu er det så tydeligt at se, at det hele var baseret på løgn. En løgn, der slår ihjel. Og så kan man gribe sig selv i at tænke, at man er blevet klogere og bedre. Men han går jo endnu derude på stien bag de høje træer, der omkranser min have og hvisker til mig. Han siger, at jeg skal blive bag min låge og passe mit. Han siger, at jeg bare skal tænke på mig selv og glemme de andre. Her er der sikkert. Derude svirrer døden i luften. Men jeg vil nu ikke lytte til ham. Jeg vil spritte mine hænder af noget så eftertrykkeligt og gå ud af havelågen og gå en tur på stien sammen med alle de andre. Vi giver ikke hånd, men vi smiler til hinanden – på afstand. Et smil har aldrig slået nogen ihjel.

Tak for livet og fordi jeg må komme til dig med mit.

Tak fordi intet er ubønhørligt.

Tak fordi du giver mig et fællesskab at være menneske i.

Tak fordi jeg aldrig kan fare så vild, at jeg ikke kan finde dig.

Tak for dine engle.

Tak for sne og syrener og alle nådegaver.

Tak fordi der findes fryd.

Tak fordi jeg finder ting, jeg ikke søger.

Tak fordi der er et vi, der også er mig.


Ophavsret: