Fælles klokkeringning i hele landet

Udgivet af Tage Kleinbeck, tor d. 26. mar 2020, kl. 16:10
Refleksioner

Aftenringning kl. 17

 

De fleste kirker i Danmark har en klokkeringning ved aftenstide, men det valgte tidspunkt varierer.

I Glostrups kirker følger vi biskoppernes opfordring til i denne Corona-tid at samles om et fælles tidspunkt for aftenringningen – nemlig kl. 17 fra alle landets kirker.

Biskopperne skriver:

"Hver morgen og aften ringer kirkernes klokker for at opfordre til bøn og andagt. Det er en gammel skik, som vi gerne vil henlede opmærksomheden på nu, hvor kirkerne er lukkede, og der ikke holdes gudstjenester på søn- og helligdage.

Med klokkeringningen giver kirkerne lyd fra sig. Når vi hører klokkerne ringe, kan vi huske på og tænke efter, hvad det er for et budskab, kirkerne bygger på. Vi har måske mest travlt med at tænke på os selv og være bekymrede. Men kirkernes klokker fortæller os, at vi skal tænke på Gud og vores medmenneske og på alt det gode, der trods alt kommer til os hver eneste dag.

Vi vil gerne i lyset af den alvorlige situation, vores land befinder sig i, opfordre til, at vi under aftenringningen sammen husker på og beder for de syge og alle dem, der passer og plejer dem."

Indtil videre har vi således i Glostrup Kirke og Østervangkirken morgenringning kl. 8 og aftenringning kl. 17. (Østervangkirken skifter dog først til kl. 17 med et par dages forsinkelse, fordi styrings-elektronikken skal omstilles).

Ophavsret: