Prædiken på en jubilæumsdag af Esper Silkjær

Udgivet af Carl-Erik Denning, søn d. 19. apr 2020, kl. 09:07
Prædikener

Østervangkirken 50 år 

Den 19. april 2020 

Første søndag efter påske

 

Søndag den 19. april 1970 blev Østervangkirken indviet ved en stor gudstjeneste med daværende biskop over Helsingør stift, Leer Andersen, i spidsen. Selvom kirken byder på 350 siddepladser var der mødt så mange frem, at flere måtte stå op under gudstjenesten. 


I dag nøjagtig 50 år senere ville vi gerne have fejret jubilæet med endnu flere siddende og stående deltagere, for sognet er vokset med mange boliger og flere indbyggere, som nyder godt af gudstjenester og aktiviteter i Østervangkirken. Der var planlagt en række arrangementer i forbindelse med jubilæet, som på grund af Coronavirus og forsamlingsforbud nu må udsættes til den 13. september, hvor vores nuværende biskop, Lise Lotte Rebel, har lovet at deltage. 

Selvom vi således ikke kan samles i dag, skal ingen, som læser dette, snydes for evangeliet, som der skal prædikes over i dag og som er et jubilæum værdigt. Det er evangelisten Johannes, der fortæller: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« (Joh. ev. 21,15-19) 

De store begivenheder i Jerusalem i påskedagene, havde vendt op og ned på alt, og nu var disciplene vendt tilbage til Galilæa. Peter havde stadig ikke styr på sig selv efter det store syndefald natten til Langfredag, hvor han havde fornægtet sit kendskab til Jesus. Selvom han havde mødt Jesus efter opstandelsen i Jerusalem, var alting så forandret. Jesus kommer og går gennem lukkede døre. Ingenting er som det var. 

Peter har sikkert tænkt: Jeg duer ikke, jeg er ubrugelig som discipel. Hellere glemme det hele og gå tilbage til det kendte. ”Jeg tager ud at fiske,” siger han derfor til de andre. De svarer: ”Vi tager med dig.” De fiskede hele natten, men de fangede ikke noget. Tidligt om morgenen ser de en mand inde på strandbredden. Han råber ud til dem: ”Har I noget at spise?” Hvortil de svarer nej. 

Da råber han tilbage til dem: ”Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.” Og det gjorde de, og de fangede en mængde fisk. Da sagde Johannes til Peter: ”Det er Herren.” 

Peter kastede sig i vandet for hurtigt at komme ind til Jesus, som han havde svigtet, medens de andre kom med båden og nettet på slæb. Da de alle når i land, ser de et bål af trækul, hvorpå der lå fisk og noget brød, og Jesus indbyder dem til at spise, og Jesus giver dem af både brød og fisk. 

Og så kommer Johannes med en diskret oplysning inden han præsenterer os for mødet mellem Jesus og Peter. ”Det var tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.” (Joh. ev. 21,14) 

Tre gange fornægtede Peter Jesus. Tredje gang Jesus åbenbarer sig efter opstandelsen sætter han Peter stævne, møder ham ved søen, der, hvor det hele begyndte. Måske ser Peter allerede tegnet i det fyldte net, tegnet på en ny begyndelse, som dengang Jesus fyldte hans net første gang og kaldte ham til discipel.    

Efter de har spist, stiller Jesus nu skarpt på det, som skiller dem: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” 

Jesus bebrejder ham ikke noget. Peter ved godt selv, hvilke løfter han gav den aften ved nadverbordet: om så alle andre svigter, så svigter jeg dig ikke. Jeg vil sætte mit liv til for dig.

Det lovede Peter højt og helligt. Men: 

Store helgen også haver

Adams kød og klæder på,

deres høje himmelgaver

de i lerkar bære må.

Kom og se, hvor Peder faldt,

da det om hans troskab gjaldt!

Jesus da hans løfter savner,

de fløj bort som røg og avner. 

Derfor Jesu spørgsmål: Simon, elsker du mig? Elsker du mig mere end de andre?

Hvad skal man svare, hvis man har svigtet den, man elsker allermest? 

Journalisten Klaus Rothstein havde i en TV-udsendelse sat forfatteren Hanne Vibeke Holst stævne i anledning af hendes roman: Undskyldningen.

I udsendelsen fortalte hun bl.a. om, hvor svært det er at give en undskyldning, og hvor svært det kan være at tage imod en undskyldning og tilgive. 

Hun fortalte om, hvordan hun lyttede og syntes at det var spændende, når hendes mor og morforældre fortalte om livet under krigen, der i hendes fantasi var en spændende tid med helte og skurke. 

Men krigen ødelagde meget, sagde hendes mormor, der blev bitter efter krigen, hvor familien havde måttet gå under jorden, og Hanne Vibeke Holsts morfar havde måttet flygte til Sverige, hvor han havde opholdt sig de sidste 1½ år af krigen. 

Efter krigen fik hendes mormor et anonymt brev, der fortalte, at hendes morfar havde haft en affære, medens han var i Sverige. Konfronteret med beskyldningen indrømmede hendes morfar, at det var rigtigt, men at han var kommet hjem, fordi det var hende, altså mormoren, han elskede. 

Men, sagde Hanne Vibeke Holst, hun tilgav ham aldrig, heller ikke selvom han ikke løj for hende, men indrømmede det, i modsætning til hovedpersonen i romanen, der ikke indrømmer noget. 

Elsker du mig?

Elsker du mig mere end de andre gør?

Har du mig kær? 

Nu er det sandhedens time. Nu afsløres det om Peter er af sandhed eller ej. 

Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.

Hele tre gang må Peter svare på spørgsmålet, da beviset på hans kærlighed hele tre gange bukkede under for menneskelig svaghed. Han holdt ikke ord. Hvordan skal Jesus da kunne tro ham nu? Da Jesus tredje gang spørger ham, søger han derfor tilflugt i Jesu alvidenhed: Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær. 

Hvorfor disse pinefulde spørgsmål, når Jesus nu ved alt? 

Hanne Vibeke Holst gave i før nævnte udsendelse svaret. Hun fortalte, at da hendes mor lå på sit dødsleje, krævede hun nærmest en undskyldning af sin mor, for noget moren havde såret hende med i forbindelse med en skilsmisse. 

Hvorfor gjorde hun det? Fordi hun havde brug for at høre af morens egen mund, at hun havde fortrudt det hun havde sagt. Hanne Vibeke Holst havde brug for at høre det, for at hun kunne leve videre med fred i sindet i forhold til sin mor, og for at moren kunne sige farvel med fred i sindet. Undskyldningen skaber forsoning, og hun fik undskyldningen. 

Men kan man kræve en undskyldning. Ja, siger Hanne Vibeke Holst, for derved går man jo den anden i møde.  

Med sine spørgsmål gik Jesus Peter i møde. Det var pinefuldt for Peter, men der blev skabt forsoning og Peter fik fred i sindet. Han blev taget til nåde, - fik at vide at han duede som discipel, ja mere en det, Jesus sagde ligefrem til ham: vær hyrde for mine får. Han betroede sin menighed i Peters hænder. 

Og det er Østervangkirken og alle andre kirkebygninger et eksempel på, at Jesus har betroet menigheden i syndige menneskers hænder, men også at kirken er nådens og tilgivelsens hus. Østervangkirken er et vidnesbyrd om, at der er tilgivelse, forsoning og fred at finde hos Jesus, for gudstjenestens sidste led er Velsignelsen.

Herren velsigner dig. Det betyder, at han siger vel for dig, godtager dig som sit barn.

Og bevarer dig. Han tager vare på dit liv og din salighed.

Herren lader sit ansigt lyse over dig. Han ser på dig med glæde og velvilje.

Og være dig nådig. Han viser dig barmhjertighed og tilgivelse. Dækker din nøgenhed og skam med nådens kappe.

Han løfter sit åsyn på dig. Sætningen skal forstås i lyset af en praksis fra mellemøstlige stammesamfund, hvor høvdingen – opmærksom og eftertænksom - sidder med bøjet hoved og lytter til den anklagedes forsvarstale. Hvis høvdingen derefter løfter hovedet og se på den anklagede – ”løfter sit åsyn på ham” – er hans forsvar godtaget. Han frikendes og benådes og kan gå med fred.

Og giver dig fred. Han giver dig sin fred i sjæl og sind, så du kan gå ud i hverdagen med visheden om, at du har hans velbehag.


Derfor er Østervangkirken også barmhjertighedens hus, der vidner om Guds kærlighed til os, og vi glæder os til, at vi igen kan samles i kirken i lovsang og tilbedelse af ham, der ved Jesus Kristus tager os til nåde og skænker os glæde og fred i sjæl og sind. 

På glædelig gensyn 

Esper Silkjær 




Ophavsret: