Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Glædens ansigt

Glædens ansigt
Udgivet af Kirsten Kjær, fre d. 26. mar 2021, kl. 11:05
Refleksioner

Da jeg i mørkheds sæde og Satans rige sad, da kom du selv, min glæde, og gjorde mig så glad.

 

Jeg indleder med et par verselinjer fra Brorsons salme, Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat. Det er ganske vist en adventssalme, men for tiden er det altså disse ord, der dukker op i min erindring. De skildrer meget godt, synes jeg, påskens bratte overgang fra mørke til lys, fra død til liv, fra sorg til glæde. Mon ikke ordene især i år kan beskrive en tilstand, som mange af os har siddet i, og måske sidder i endnu.

De fleste af os har i større eller mindre grad oplevet at sidde i mørkheds sæde under vores corona-eksil afskåret fra meget af det, som normalt sætter kulør på vores tilværelse og skaber glæde. Restauranter, cafeer, biografer, teatre – det hele har været lukket. Heller ikke i Glostrup Sogn har vi kunnet invitere til sangmatine, onsdagstræf, suppe med sang, julehygge eller høstfest.

Så kan man nemt komme til at sidde derhjemme og spekulere. Jeg selv har spekuleret en del over det med glæden. Hvad er det egentlig, der gør mig for alvor glad? Restauranter, cafeer osv. kan adsprede mig og gøre mig i godt humør for en kort stund. Men det er ikke det, som jeg i dybeste forstand ville kalde glæde. Men hvad er det så, der kaster det stærkeste lys over min tilværelse, og som jeg ikke kan leve foruden?

Som svar begyndte der at dukke ansigter op for mit indre blik. Såvel ansigter furet af ælde og af levet liv som nyskabte ansigter fyldt med fornøjelig forventning og helt uden de forbehold, som livet lærer os ad åre. Ansigter samlet til fest og fællesskab. Ansigter på kvinder og mænd siddende alene med sænket blik og en bog i hånden. Ansigter på familier og venner. Efterhånden kunne jeg få koncentreret det hele til en lille gruppe ansigter. De er hele summen af min glæde. Når jeg ser dem for mig, er jeg hjemme og i sikker havn. Der er ansigter, der trækker tråde eller veje tilbage fra før, jeg kan huske, og der ansigter, der peger fremad mod stier og veje, som vil fortsætte med at slynge sig, når min vej slutter.  

                           Det gik op for mig, at vejen fra sorg til glæde i påskefortællingen også har at gøre med at gense et ansigt. Jesus var summen af disciplenes  glæde. Men langfredag mistede de ham af syne. Ikke kun fordi hans krop blev lagt i graven med den store sten væltet for, men deres eget svigt og forræderi gjorde, at de ikke engang kunne se mindet om ham i øjnene.

Påskemorgen blev sorgen dog blev vendt til glæde. Påskemorgen kom Jesus ifølge Matthæus kvinderne ved graven i møde, og med et godmorgen fik han dem til at hæve blikket og se ham i øjnene. Senere så hele discipelflokken ham ansigt til ansigt, og han sagde til dem: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

De samme ord siger han også til os.  Og fra ordene breder vejen sig ud, der rummer alle dage såvel bagud som fremad. Den brede vej, der rummer alle vores små stier og slyngninger, hvor Gud går med os på vejen og tager del i al vores glæde, latter, bekymringer og sorg. Modsat disciplene kan vi ikke se hans ansigt for os. Vi ved jo ikke, hvordan han så ud.

I stedet kan vi lade vores erindring fylde af de ansigter, ældre som yngre, der er summen af vores livs glæde. Såvel de ansigter, som vi nu kun kan se i erindringen, som de ansigter, som vi snart skal se igen, når samfundet åbner på ny. Med de ansigter for øje og med Jesu ord for øret kan vi også finde vej ud af dette lange års mørke og ud i påskens og forårets lys, måske også med en bøn på læben, der kunne lyde sådan her:

Gud. Tak for livet. Tak for alle dem, som du giver os som medvandrere på livets vej. Tak for alle de ansigter, som er omkring os og som vi ser for vores indre blik med glæde, og som favner vores fortid og fremtid med kærlighed og hjemlighed.

 Jesus. Tak for al din fødsels glæde, tak for dit det Guddoms-ord, tak for dåbens hellig væde,

tak for nåden på dit bord, tak for dødens bitre ve, tak for din opstandelse, tak for Himlen, du har inde, dér skal jeg dig se og finde!

 Glædelig påske

Andreas Thom