Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Septembers himmel er så blå

Septembers himmel er så blå
Udgivet af Kirsten Kjær, tor d. 2. sep 2021, kl. 09:30
Refleksioner

Septembers himmel er så blå 

Historien lyder, at en septembermorgen i 1949 kommer den danske digter Alex Garff glad springende ned ad trapperne til morgenmad i spisestuen på Ry Højskole. Han har overnattet på højskolen og har på denne smukke solskinsmorgen skrevet et digt, som han læser op for højskolens daværende forstanderpar, Johannes og Marie Terkelsen. Digtet er en hyldest til sensommeren og begynder med linjerne: Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide.

Den morgen ved Alex Garff i sagens natur ikke, at han netop har forfattet fem vers, der kort tid efter bliver og stadig er en af de mest kendte og allermest afholdte sange om sensommertiden og det tidlige efterår. Den overlever igen og igen, det er som om tidens tand ikke rigtig bider på.

Om det så vitterlig i detaljen er foregået præcis på den måde den gang på Ry Højskole, det er måske ikke sikkert. Garff kom meget på højskolen, han blev brugt som foredragsholder, til litteraturaftener, og så havde han gode bekendte i byen. Så sangen har nok været undervejs et stykke tid, den skulle modnes. Det blev den, med dejlige billeder, tænk bare på dit røde hybenhjerte.

Jeg tror, at langt de fleste vil kunne genkende Garffs beskrivelse af, hvor smuk september kan være. Det er en tid, hvor man standser og vender ansigtet mod solen og nyder den substans og dybde, der er i naturen. Septembers blomsterbuketter står langt længere på bordet end dem man kan plukke i foråret og forsommeren. Men for nogen er september også sidste sensommerudkald, før mørket og måske tungsindet i højere grad tager over. Hvor Garff i det sidste vers, se og hør lidt længere nede, byder efterårets forfald velkomment som en naturlig del af årets rytme, gruer andre for de kommende måneder.

Årstidernes komme er imidlertid ligesom alderdommen; den kamp vinder man ikke. Man er oppe imod nogle kræfter, man ikke kan bekæmpe. Derfor er det nødvendigt at flyde med, overgive sig og se mulighederne og lade være med at gå alt for bekymret gennem livet.

I kirken markerer vi også overgangen fra sommer til efterår. Begyndelsen af september er vanlig tid for høstgudstjenester, og i de senere år er også en række andre gudstjenester, hvis omdrejningspunkt er skaberværket, skudt op. Disse gudstjenester er præget af taknemmeligheden for, at vi får noget at spise og hvilke glæder, det giver. Vi besinder os på, hvad vi har at være glade for. 

At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive, er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give – skriver Garff i det sidste vers. Forgængeligheden og forfaldet. Det er også skaberværket. Her runder Garff Paulus, som i 1 Kor 15 skriver »Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør« (1 Kor 15,36). Et frø må først dø, før det virkelig kan leve. Det begraves, men det bliver ikke liggende begravet, for det sender sine spirer op og vokser op. Liv opstår af død.

Naturens cyklus hjælper os til at forstå livet og døden. Livet og døden hænger sammen, og det tager vi ikke skade af at blive mindet om. At der bag en falmet rosendragt banker et hyben hjerte – at det hjerteslag, som gik i stå Langfredag, pludselig slog igen, selvom ingen så, hvordan det gik til. Det hybenhjerte har banket lige siden – og det gør det også igennem det efterår og den vinter, som venter.

Kirsten Søgaard Kjær

Højskolesangbogen 355 vers 5

At flyve som et forårsfrø - for sommerblomst at blive - er kun at visne for at dø - kan ingen frugt du give. - Hvis modenhedens milde magt - af livet selv du lærte - da slår bag falmet rosendragt -  dit røde hybenhjerte. 

Tekst Alex Garff 1949 Melodi Otto Mortensen