Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Vær ikke bekymrede, af sognepræst Esper Silkjær

Vær ikke bekymrede, af sognepræst Esper Silkjær
Udgivet tir d. 28. sep 2021, kl. 18:45
Refleksioner

Som menneske har vi svært ved ikke at bekymre os. Derfor kan det også virke provokerende, ja nærmest irriterende, når Jesus i Matthæus evangeliet (6,25ff.) siger at vi ikke skal bekymre os, for ”er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd en de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”

 

Disse ord kan let give os dårlig samvittighed, for vi kan jo ikke lade være at bekymre os, jordbundne som vi jo er af sind.

 

Men man kan også anskue disse ord fra en helt anden synsvinkel, og så vil vi se, at Jesus med disse ord vil hindre, at bekymringerne bliver en byrde, der tynger os ned på alle fire. Han vil have os til at rette ryggen, løfte hovedet og se opad og udad.

 

I stedet for at fylde sindet med triste og tunge tanker, vil han have os til at slippe bekymringerne.

 

Hvis du har sorg i sinde,

gak ud i mark og lund

og lad de friske vinde

dig vifte karsk og sund.

 

hedder det i et vers af Kaj Munk, som en kommentar til Jesu ord. (Kaj Munk, Mindeudgave, Prædikener, s.38)

 

Med andre ord: gå ud i naturen og se hvordan det blomstre og buske og træer bærer frugt. I disse efterårsdage blomstrer det i gule, gyldne og røde farver og træerne bugner af frugter. Der er en frodighed og en overflod, langt mere end du kan spise.

 

Skulle den Gud, som skænker en sådan overflod af gode gaver, da ikke også have omsorg for dig og mig og skænke os hvile og fred i sind og tanke?

 

Vi kan så let stirre os blinde på vore egen problemer og bekymringer, men Jesus vil ved dagens ord netop give os et skulderklap, så vi for en stund retter ryggen og slipper alt det som tynger og bekymringerne, som så let tager modet fra os.

 

For en del år siden kørte vi på sommerferie i Sverige og Norge med telt bag i bilen. På vejen hjem gennem Sverige kørte vi en aften fra hovedvejen ind ad en skovvej og kom til den yndigste plet ved en dejlig stor skovsø.

 

50 meter inde ad skovvejen var der et lille let opkørt hul, som vi passerede uden problemer. Vi nød aftenen og krøb til køjs. I løbet af natten gav det sig til at regne, men om morgenen stod vi op til et dejligt vejr selvom alt var vådt. Da vi havde fået alt pakket i bilen og kørte tilbage ad skovvejen, kom vi til det lille hul, der i nattens løb var blevet fyldt med vand, og den let opkørte jord, var nu blevet til en hel mudderpøl. Da vi forsøgte at passere, sad bilen pludselig fast med alle fire hjul godt begravet i mudder, og da vi sad der, begyndte det igen at regne.

 

Humørbarometeret i bilen var ved at falde drastisk, da en af børnene pludselig kom til at se det komiske i det hele og på sin egne lune måde kommenterede det med et: ”Det skal nok gå alt sammen!” ”Det skal nok gå alt sammen!” Det var som om han gav os alle sammen et skulderklap til opmuntring. Alle var i live, og vi havde det jo godt, det var bare vore planer, som var gået i stykker, og som nu måtte ændres.

 

Efter at vi havde aset og maset så alle var mudret til lykkedes det med assistance fra en landmand med en traktor at få bilen op, men det lykkedes også at bevare det gode humør takket være drengens opmuntrende ord: ”Det skal nok gå alt sammen!” ”Det skal nok gå alt sammen!” Det skulderklap vendte situationen fra bekymring og irritation til årets ferieoplevelse.

 

Se op og se ud og vær ikke bekymrede. Er livet ikke mere en maden og legemet mere end klæderne – jo vist er det det. Vi skal derfor ikke som et andet trækdyr lade os spænde for en vogn, der er læsset af bekymringer. 

 

Først og fremmest må vi lære at søge Guds rige, som Jesus også siger: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Og når man har fundet hvilen i Gud, så bliver verdens bekymringer så meget lettere at håndtere.

 

Forfatteren og præsten Jakob Knudsen skriver et sted: ”Man skal hvile i Gud for at have hænderne fri til at arbejde i verden. – En matros, der skal til tops, for at klare nogle liner, der er gået i vildrede, vil jo da frem for alt sørge for, at han ikke kommer til at tynge med sit legemes vægt i de tov, hvor han skal løse knuderne. Han vil se at få fodfæste et eller andet sted, på en rå eller en stang; så kan han give sig i lag med at løse det infiltrerede. – Ja, man kan helle ingen knuder løse i verden, hvis man med sit liv og sin sjæl skal hænge ved den. Men finder man hvilen i Gud, da får man hænderne fri til verden og kan efterhånden, som man lever, virkelig få klaret en hel del forviklinger. – Det er sandt: vi kan ikke tjene Gud og verden tillige. Men vi kan vel tjene Gud og i hans tjeneste magte verden. Det er netop, hvad vi skal.”

(Jakob Knudsen: Kristelige foredrag og andre afhandlinger 1933. Ingen kan tjene to Herrer, s. 20)

 

Ved at hvile i Gud kan vi få nåde til at lægge verdens bekymringer bag os, så bekymringerne ikke får lov til at tynge og suge livskraften ud af os.

 

En præst skulle engang undervise nogle medarbejderne på en afdeling for kræftramte børn. Under sine forberedelse så han for sig, at medarbejdernes bekymring for disse børn, var deres daglige plage. Og i sin medfølelse med dem, søgte han derfor en teologisk legitimering af denne bekymring. Han mødte derfor op med et foredrag, der var en slags bekymringstilladelse.

 

Men da han lærte medarbejderne at kende, opdagede han, at de arbejdede efter en helt anden kodeks, hvor udgangspunktet var: hver dag har nok i sit håb! ”De kunne hele tiden håbe videre, de kunne håbe på trods, som om det var det naturligste af alt i verden.”

 

”Her håbes der meget, og der håbes meget på lidt ad gangen, sagde de. …. For håbet er godt, håbet gør godt. Håbet skaber liv og henter den fremtid, som måske aldrig bliver til noget, ind i livet her og nu, som dermed får evigheden over sig. Håbet er håndgribeligt, håbet er til at føle på, og håbet er til at føle med. Håbet kan deles op i mange små stykker, sådan at et lille bitte håb kan ende med at blive dagens store glæde. ….