Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Glostrup Begravelsesvæsen – en arbejdsplads i udvikling

Glostrup Begravelsesvæsen – en arbejdsplads i udvikling
Udgivet tir d. 2. nov 2021, kl. 00:00
Refleksioner

Glostrup Begravelsesvæsen omfatter to kirkegårde: Glostrup Sdr. Kirkegård ved Glostrup Kirke og Glostrup Ndr. Kirkegård, hvor også Glostrup Krematorium ligger.

 

På kirkegårdene har vi i flere år arbejdet med at renovere gravsteder med nye hække mv. samt renovering af belægninger. Det er et arbejde, der vil foregå de næste 10 år, fordi det må udføres indenfor rammen af de driftsmidler, der er til rådighed.

 

På Sdr. Kirkegård er der også blevet plantet en ny allé med det flotte røde løv, som vi glæder os meget til at se vokse sig større.

 

På Ndr. Kirkegård har vi påbegyndt et kæmpe renoveringsarbejde med opretning af kampestensmuren hele kirkegården rundt – vi forventer, at der vil gå mindst 10 år med dette arbejde. Det udføres gradvist af kirkegårdens personale alt efter tid og budget.

 

På Ndr. Kirkegård er et frasalg af et areal til Glostrups Børnepsykiatriske Afdeling sat i gang. Det drejer sig om et areal på 12.000 m2, der ligger ud mod Ndr. Ringvej.

Afståelsen af dette jordstykke vil betyde, at besøgende ikke vil kunne køre hele vejen rundt på kirkegården, men skal vende på to vendepladser, der vil blive anlagt. Det stendige, der stod ud mod Ndr. Ringvej, sættes i stedet op mellem materialegården og afdeling 16 (som bliver meget reduceret). Bag stendiget vil der blive etableret et læbælte med insekthoteller og beplantning, der gavner fuglelivet. Foran stendiget vil der blive etableret et par bænkepladser, så besøgende kan sidde og nyde Fyrrelunden og resten af kirkegården. Brostensbelægningen, der går fra Ndr. Ringvej og helt op til fællesgraven, vil blive erstattet af en sti belagt med slotsgrus. Samtidigt vil der blive anlagt en sti mellem afdeling 02/03 og afdeling 13/14, som også vil blive belagt med slotsgrus.

De næste 5-6 uger vil der blive pyntet med gran på begge kirkegårde. Og herefter ordnes der rundt omkring på kirkegårdene, så de ser flotte ud til jul.