Glostrups to smukke kirkegårde

I Glostrup Sogn er der beliggende to kirkegårde. Søndre Kirkegård i tilknytning til Glostrup Kirke, og Nordre Kirkegård i tilknytning til Glostrup Krematorium.

Søndre kirkegård

Søndre kirkegård er således som det gælder for de fleste danske købstæder, placeret omkring byens kirke – Glostrup Kirke. I årene omkring 1900 blev det nødvendigt at udvide den gamle middelalderkirkegård med 100 nye gravsteder uden for den gamle kirkegårdsmur. I 1910 måtte man igen udvide med 300 nye gravsteder. I mellemkrigsårene udvidede man kirkegården mod nord med 2.000 gravpladser.

Den oprindelige middelalderkirkegård omkring Glostrup Kirke blev i 1960 reguleret. Arealet blev udlagt med græs, og de gravsteder, som familierne ikke ønsker nedlagt, står tilbage som enkeltstående monumenter med eller uden tilplantning. En tur rundt i dette forholdsvis begrænsede område giver et tydeligt indtryk af magt og rigdom. Man finder mange gårdejere, præster, handelsgartnere og håndværksmestre, hvorimod småkårsfolk med få undtagelser glimrer ved deres fravær. Man ser fornemt udformede familiegravsteder og gravstene udført af stenhuggermestre, der forstod sig på smukt håndværk. På denne gamle del af kirkegården er det ikke længere muligt at erhverve gravsteder.

På den nyere del af Søndre kirkegård findes følgende typer gravsteder:

Kistegravsted med én eller flere pladser. Gravsted med hæk og beplantning. Der kan opsættes gravsten. Beliggende ud til gange. Urner kan nedsættes i alle gravsteder.

Urnegravsted, der findes et lille antal. Gravsted med lav hæk og beplantning. Der må kun anbringes én sten eller plade på gravstedet.

Lapidarium

På Søndre kirkegård findes de historiske gravminder der er erklæret bevaringsværdige i et lapidarium eller på deres oprindelige plads på gravstederne.

Som vejledende regler for bevaring af gravminderne i lapidariet har været, at de er tidstypiske for kirkegården, at gravmindet har en udsmykning af særlig interesse, at der på gravmindet er lokalhistoriske navne, at gravmindet har en interessant inskription, at gravmindet er udført af en anerkendt kunstner eller at gravmindet bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder.

Nordre kirkegård

Det store, smukke parklignende kirkegårdsanlæg giver mulighed for valg af forskellige gravstedstyper. Pladsen foran bygningen, hvor trækorset er opsat, rummer urnefællesgraven. I denne plænes centrum er en cirkulær stensætning, der tjener til placering af buketter og kranse.

Der er flere muligheder for fællesgrav, kistefællesgrav og urnefællesgrav. De pårørende ved ikke, hvor de nedsatte urner eller kister er placeret og det kan ikke fremvises, hvor gravstedet er, hvorfor dette fællesgravareal ofte benævnes med fællesgrav.

Tit er det efter eget ønske, at man begraves her, da man ikke vil belaste ens efterkommere med udgifter eller besvær med pasning af et gravsted.
Foruden fællesgraven findes familiegravsteder både til kister og urner, men der findes også små gravpladser, der kun rummer urnegrave.
Kendt fællesgrav er ved at vinde indpas. Det er urne- eller kistegrave, hvor hver enkelt gravsten er nedfældet under jordniveau, således at en græsslåmaskine uhindret kan køre over. Gravstenene er omgivet af græs og har alle samme mål for ensartethedens skyld. Pasning af dette gravareal foretages af kirkegårdens gartnere.

Gravsteder

Når der skal vælges gravsted, så rettes der henvendelse til kirkegårdslederen om de forskellige typer af gravsteder. Prisen for erhvervelse af gravsted er afhængig af hvilken type gravsted, man vælger, og af fredningsperiodens længde.

Vedligeholdelse:

Et gravsted skal vedligeholdes. Det kan de pårørende vælge at gøre selv, når det drejer sig om et almindeligt kistegravsted eller urnegravsted.
Mange vælger dog imidlertid at indgå en aftale med kirkegården om vedligeholdelse. Der kan mod betaling af et engangsbeløb indgås aftale om vedligeholdelse i hele brugs- eller fredningsperioden. Der kan også løbende træffes aftale med kirkegårdskontoret om vedligeholdelse. Hvis det sker, vil kirkegården normalt opkræve betaling én gang årligt. Taksterne for vedligeholdelse m.v. fremgår af menupunktet til venstre.

I kirkegårdsvedtægten kan man se de almindelige ordensregler og bestemmelser, der gælder for kirkegården. Det er menighedsrådet der, med provstiets godkendelse, beslutter hvilke regler, der skal være. Kirkegårdsvedtægten skal i øvrigt også indeholde de forskellige takster, som skal betales for brugsret til gravstedet, vedligeholdelse, m.m.

Kirkegårdsvedtægten og takster kan ses under særskilte menupunkter til venstre.

 

Årets gang på kirkegårdene

Følg årets gang på kirkegårdene sammen med kirkegårdspersonalet, der beskriver hvilke opgaver, der varierer med årstidernes skiften.

Læs, hvad de skriver.

Find det gravsted, du søger

Er du i tvivl om, hvor afdød ligger begravet eller er bisat på kirkegården, så vælg kirkegård og skriv personens navn i søgefeltet. Placeringen vises på kortet, så det er nemt at finde. 
 
 
Ophavsret: