Sådan foregår det i kirken

Præludium
Bruden føres ind; alle rejser sig.
1. Salme
Nådehilsen og bøn
Præsten:Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!
Lad os alle bede:Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for livet, du gav os, og for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag. Vi beder dig: Giv os stadig, hvad vi behøver, og forny daglig vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. AMEN!Tre læsninger fra Bibelen
Således står der skrevet: "Da Gud havde skabt himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene, sagde han: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden!' Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem."
Og vor Herre Jesus Kristus siger:"Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille."
Og apostlen Paulus skriver:"Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd."
2. Salme
Tale til brudeparret
Tilspørgsel
Brudeparret træder frem foran alteret.
Præsten: Så tilspørger jeg dig, NN (brudgommens navn): Vil du have NN (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru?
Brudgommen: Ja!
Præsten: Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?
Brudgommen: Ja!
Præsten: Ligeså tilspørger jeg dig, NN (brudens navn): Vil du have NN (brudgommens navn), som hos dig står, til din ægtemand?
Bruden: Ja!
Præsten: Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?
Bruden: Ja!
Præsten: Så giv hinanden hånd derpå!Forkyndelse af ægteskabet
Brudeparret giver hinanden højre hånd; præsten lægger din hånd ovenpå deres hænder og siger:
Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og for mennesker.Eventuelt udveksling af ringe.
Forbøn og Fadervor
Præsten: Lad os alle bede!
Brudeparret knæler foran alteret; præsten lægger sine hænder på hhv. brudens og brudgommens hoved og beder:
Almægtige Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem, vi beder dig: Velsign denne brud og brudgom; lad dem altid leve af din nåde og i indbyrdes kærlighed.
- Hør os i Jesu navn:
Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren
i evighed!
Amen.
3. Salme
Kollekt/Bøn
Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig:
Vær med din nåde hos dem, der i dag har indgået ægteskab,
og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed
og ikke giveårsag til vrede og strid.
Lad dem altid, også selvom de ikke bliver fri for prøvelser, erfare din nådige hjælp!
Giv dem og os alle at leve vort liv her på jorden i tro og lydighed
og blive til evig tid saligeved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. AMEN!
Velsignelse (menigheden rejser sig)
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Menigheden: Amen, amen, amen!
4. Salme
Postludium
Brudeparret forlader kirken sammen.