Dåbsritualet fra start til slut

Autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992
Dåb under en gudstjeneste finder sted i Glostrup Kirke og Østervangkirken efter salmen efter prædikenen .
Når dåb finder sted ved en særlig dåbsgudstjeneste, kan forud for dåbssalmen indledes med præludium, indgangssalme og dåbstale.

SALME

Præsten spørger:
Er barnet hjemmedøbt? – Nej!
Ved dåb af voksne spørger præsten:
Er du tidligere døbt? – Nej!

LOVPRISNING OG BØN

Præsten siger:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Lad os alle bede!
Vi takker dig, himmelske Fader,
fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb,
hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden
med syndernes forladelse og det evige liv.

Ved dåb af børn:
Vi beder dig:
Tag i nåde mod dette barn (disse børn),
som vi bærer frem for dit åsyn.
Indlem det (dem) i din menighed,
og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset!
Amen.

Ved dåb af voksne:
Vi beder dig:
Tag i nåde mod ham (hende),
som i dag kommer til den kristne dåb.
Indlem ham (hende) i din menighed,
og bevar ham (hende) i dit samfund både her og hisset!
Amen.

SKRIFTLÆSNING

Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig.
Således taler vor Herre Jesus Kristus:
"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Evangelisten Markus skriver:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Ved dåb af børn:
Så vil vi nu hjælpe dette barn (disse børn)
til hans velsignelse
ved at døbe det (dem)
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.


Ved dåb af voksne:
Så vil vi nu hjælpe dig til hans velsignelse
ved at døbe dig
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

KORSTEGNELSE

Barnet – dersom der er flere børn, hvert barn for sig – bæres hen til døbefonten.
Ved dåb af voksne træder den, der skal døbes, selv hen til døbefonten.
Præsten tegner derefter med hånden kors for ansigtet og brystet af den, der skal døbes, og siger:
Modtag det hellige korses tegn
både for dit ansigt og for dit bryst,
til et vidnesbyrd om,
at du skal tilhøre
den korsfæstede Herre Jesus Kristus.
Hvad er barnets navn? – N.N.
Ved dåb af voksne udelades dette spørgsmål normalt.

TROSBEKENDELSE

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Ja!

Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? – Ja!

Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? – Ja!

Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? – Ja!

Vil du døbes på denne tro? – Ja!

DÅBSHANDLING

Præsten øser vand tre gange på hovedet af den, der skal døbes, og siger:
N.N. Jeg døber dig
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger:
Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden
og skænket dig syndernes forladelse,
han styrke dig med sin nåde til det evige liv!
Han bevare din udgang og indgang
fra nu og til evig tid! Amen.
Dersom flere skal døbes, gentages for hver enkelt afsnittet fra korstegnelsen og til og med håndspålæggelsen.

FADERVOR

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.
Fred være med dig (jer)!

FADDERTILTALE

Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:

I, som er faddere til dette barn (disse børn), kan nu bevidne, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er. Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.
Fred være med jer!
Præsten er frit stillet med hensyn til faddertiltalens ordlyd, men kan benytte ovenstående tiltale, der er vejledende for tiltalens indhold.
Ved dåb af voksne slutter præsten med en kort fri tiltale til dåbsvidnerne.

DÅBSSALME

Efter dåben synges en salme. Ved dåb i forbindelse med en højmesse fortsættes herefter som en almindelig højmesse, og salmen kan være en af gudstjenestens almindelige salmer.

(DÅBSKOLLEKT)

Ved gudstjenester uden nadver og ved særlige dåbsgudstjenester anvendes som slutningskollekt følgende dåbskollekt:
Lad os alle bede!
Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Vi takker dig af hjertens grund,
fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb,
hvori du skænkede os syndernes forladelse,
Helligånden og det evige liv
for din Søns, Jesu Kristi, skyld.
Vi beder dig:
Bevar os i troen,
så at vi aldrig tvivler om denne din gave,
og styrk os ved din Helligånd
til at stride mod synden og blive i vor dåbs nåde,
indtil vi bliver til evig tid salige,
ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed.
Menigheden:
Amen.


Når der holdes dåb ved en særlig dåbsgudstjeneste, afsluttes med velsignelse, udgangssalme og postludium.